FIGARO´S HÆVN.

Siden starten af 90érne, hvor jeg blev medlem af vores forening, har åen
trukket i mig uanset hvor jeg har befundet mig i den store verden. Men selv med disse
stærke kræfter er det sjældent blevet til mere end 2 til 3 fiskedage om året.
For to år siden så det helt skidt ud. Et rent 0 år, men et bryllup i august i
Aalborg gjorde et besøg muligt, dog på den betingelse at pudlen Figaro fulgte
med. En hund som min familie et halvt år forinden mere eller mindre modvilligt havde overtaget fra min svigermor, som havde fortrudt købet !

En fem timers køretur fra Nordsjælland blev det til inden bilen blev
parkeret på Klit-gårdsvej. Derefter at drage
afsted uden hund ville være dyreplageri og en gåtur blot til
glæde for Figaro var udelukket med min allerede begrænsede fisketid fredag
eftermiddag.

Figaro var en dygtig hund og som jeg godt kunne styre, så den holdt sig
pænt indenfor en passende afstand fra mig. Der var meget vand over bredderne og
Figaro var cirka 20 meter foran da han pressede sig under hegnet med poterne
godt dækket af vand og strømledningen tæt presset ned over kroppen. Figaro
hoppede op af ved dette totale strømchok med en total jordforbindelse. Ledningen
fulgte med og det var som om han var oppe at slås med den. Da han kom fri gik
han rundt i ring. Hvorfor tyren frygter hegnet forstås kun af dem der har været
i Figaro´s sted.

Jeg samlede hunden op og prøvede at forklare, at det var hegnet og ikke
mig der havde forvoldt ham så ubeskrivelig meget ondt. Det troede den ikke på.
Så satte jeg mig ved siden af hegnet og i fællesskab rørte vi så ved hegnet
uden jordforbindelse for at den skulle forstå at det var derfra det onde kom.

Figaro var dog ikke videre begejstret for at stødene. Selv mente jeg at
de var uden sammenligning med stødet han havde fået. Jeg slap mit kærlige greb om
Figaro og prøvede at skabe en leg, men han satte straks kursen mod bilen.

Figaro løb rundt om bilen kunne jeg se, men det tog jo sin tid at vende
tilbage til bilen ved Klitgardsvej. Den samme ro fandtes ikke hos Figaro som
var forsvundet, da jeg nåede frem. At jeg ikke så, at han forsvandt undre mig
forsat, men engen, køerne og så meget andet ved Binderup appellerer jo til
sanserne i en sådan grad at selv om kursen var sat, var der meget at se på med
de få hundrede meter til bilen.

Figaro var som sunket i jorden. Lærken sang oven over mig. Glædede
mig en stund derover mens jeg kiggede i grøfterne. Den altid travle trafik på Nibevej
var jo ikke noget jeg nogen sinde har tænkt over tidligere, men pludselig
gjorde jeg det, da flere store lastvognstog stod stille. Alt var stoppet. Som
et billede fra en uheldsramt motorvej. Ind i bilen og fuldt fart mod Nibevej.

Figaro kørt ned på Nibevej var det eneste jeg kunne forstille, mens jeg med fuld fart nærmede mig
hovedvejen. Sekunderne var nogle af de længste i mit liv. Ud på Nibevej kørte jeg slalom mellem de mange biler som holdt stille.
Tragedien var lige om hjørnet indtil jeg så en lille prik. Figaro og i live ! Han var under halv højde af hans normale
løbehøjde og han skiftevis løb og luntede mellem bilerne. Åbnede døren og råbte
hans navn for fulde kraft. Men han løb lige forbi mig og fortsat et par hundrede
meter i retning Nibe før han i voldsom fart løb ned af Klitgaardsvej. At vende
bilen i trafikproppen varede dyrebare
sekunder og da jeg nåede ned på Figaro´s flugtrute var han sporløs forsvundet.

Klitgaardvej har store vidder på begge sider og at finde en hund der
gemmer sig var nærmest opgivende fornemmelse på forhånd. De næste 4-5 timer var jeg kørende,
gående og kravlende. En umulig opgave føltes det og ikke hjulpet af håbløsheden
da jeg på et tidspunkt gik helt ude ved fjorden.

Mørket kom og jeg kørte tilbage til Alborg uden Figaro. Ved midnatstid
besluttede jeg mig for at køre ud til åen igen. Medbragte 2 sæt tæpper. En blev
anbragt ved fiske-hytten og et andet ved siden af bilen, som jeg parkerede tæt
ved Nibevej. Ventede en times tid. Intet skete faldt i søvn med døren åben. Klokken 02.30 om natten blev jeg vækket af noget vådt. Det var Figoro´s
tunge på min kind. Om jeg var glad !

Nøjagtigt et år efter gik jeg ned til åen fra samme sted som året før.
En halv dag var alt, men glædede mig. Tænkte på Figaro, som vi i mellemtiden havde fundet en ny
familie til. Det havde gjort ondt at sige farvel til ham, men den passede ikke
ind i vores liv og vi havde jo aldrig ønsket os en hund. Uanset hvad, var mine
tanker splittede også ting jeg sidste år ville have gjort anderledes ved åen,
men nu skulle åen nydes resten af dagen. Mit eneste besøg dette år.

Den eneste afbrydelse var en enkelt opringning jeg skulle foretage mig
kort efter fiskeriets start. Greb ned i lommen. Det kunne ikke ske for mig
! Mobilen var væk og var havnet et
sted i det høje græs ved vores skønne å. Aldrig har jeg før mistet en pung, nøgle eller noget andet
vigtigt fra min lomme. Det havde jeg nu og resten af dagen gik forgæves med at søge efter den på engen.

Figaro fik sin hævn !

Niels Kirch Ørtoft

21. November 2011