Blog Image

Binderup Aa

Velkommen til bloggen for LBAa's medlemmer

Tilbage til hjemmesiden

Fælles fiskedag i pragtfuldt sensommervejr

Nyt ved åen Posted on Sun, September 02, 2018 11:30:25

Havørrederne var ikke særligt bidelystne ved foreningernes fælles fiskedag på årets første efterårsdag, lørdag 1. september, men til gengæld viste vejret sig fra sin bedste side med næsten ingen vind, høj sol og en smuk solnedgang over åen.
Der kom dog fisk på land, og 1. og 2. præmie gik til henholdsvis Peter Bjerregaard (th.) for en havørred på 53 cm. og Claus Villadsen (tv.) for en havørred på 51 cm. Jens P., der ikke er med på billedet, tog 3. præmien for en havørred på 41 cm., som han genudsatte.



Omsider en god fisk

Fangster Posted on Thu, July 28, 2016 13:58:32

Efter en for mit vedkommende foreløbigt beskeden sæson lykkedes det i nat at lande en ordentlig fisk 🙂 Det holdt ellers hårdt, da fisken – en hidsig han – ihærdigt borede i grøden og næsten havde held til at vikle linen ind i udhængende grene fra træet opstrøms den nye hytte. Men på land kom den: 65 cm & 3,2 kg. Sort rørflue 1½”.



Maries første på tørflue

Fangster Posted on Thu, June 09, 2016 18:31:17

Marie trængte til adspredelse midt i eksamenslæsningen, og da jeg havde set majfluer ved Skovhytten aftenen forinden, pakkede vi de lette fluestænger og satte kursen mod åen. Der var dog kun enkelte fluer på vingerne og færre fisk som slog efter dem. Alligevel klappede en regnbueørred kæberne sammen om Maries majflueimitation, stak af med det meste af fluelinen og foretog adskillige akrobatiske spring, inden det lykkedes at få den i nettet. Det var nervepirrende med klasse 3-udstyr! Målebåndet sagde 43 cm, og vægten 1 kg. Hendes far måtte nøjes med en bækørred på 10-12 cm, men vejret var fantastisk 😉



Septemberfisk

Fangster Posted on Sun, September 22, 2013 10:58:58

Resultatet af en halv times fiskeri lørdag aften: 62 cm. og 2,7 kg. Min
hidtil eneste ordentlige fisk i indeværende sæson, hvor arbejde og deslige for ofte er
kommet i vejen for fiskeriet...



Tosseri med tørfluegrejet

Fangster Posted on Sun, April 07, 2013 17:55:42

4. april: Tog en hurtig tur til åen for at prøvekaste en nyanskaffet
line til tørfluestangen. Havde ikke planer om at fiske, og hverken fangstnet
eller gummistøvler var med. Men på åbrinken fik en indskydelse mig til alligevel
at binde en flue på forfanget i stedet for den garnstump, der var medbragt til formålet
– en nymfe med guldhoved for at komme lidt ned i vandet…

Efter en halv snes kast kunne
jeg konstatere, at linen – en klasse fire – passede fint til stangen. Et sidste
kast blev lagt ud ved træet oven til hytten ved Åkrogen. Da fluen stoppede midt
i åen, mærkede det først som havde den fat i bunden. Vejret var næsten for
godt, og jeg fiskede jo ikke rigtigt. Men stangen bukkede sammen i hårde rusk,
da en fisk vendte rundt og for ned ad åen, så jeg havde svært ved at følge
efter i mine træsko. Det blev begyndelsen på et tovtrækkeri, som varede 20-25
minutter og bragte mig forbi hytten og ca. 100 meter længere ned ad åen, hvor
fisken fik viklet forfanget rundt om en gren på bunden. Slaget lod til at være
tabt, men nylonen holdt, og der var atter direkte kontakt. Fisken var dog svær
at presse med det spinkle grej, og jeg begyndte at få blandede følelser. Det
var tydeligt nok en nedgænger, som skulle ud igen, men det ville tage uforholdsmæssig lang tid at køre den træt. Det kom til at koste en våd sok og mudrede bukser,
men lykkedes dog til sidst. Jeg fik fat i fiskens underkæbe og kunne løsne
fluen, en str. 14, som sad solidt i ganen. Det var en farvet han med tydelig
krog og slidt halefinne. Men den havde i den grad genvundet kræfterne efter
gydningen. Målebåndet var heller ikke med, så mens fisken sundede sig, blev den
målt med forfangsspidsen, som jeg senere kunne måle derhjemme. Det tog flere
minutter, før fisken kunne svømme væk. Den var 63 cm. Forfanget var 0,20 mm.

Jeg ved ikke helt, hvad man kan lære af sådan
en oplevelse. Måske, at man ikke skal glemme nettet – heller ikke, hvis man kun
pjatter lidt med grejet! Jeg fik selvfølgelig ikke noget billede af fisken (gæt, hvor kameraet lå), men
fluen, som slet ikke var bundet til havørredfiskeri, kan I få lov at se.



Store blankfisk til Arne

Fangster Posted on Tue, April 03, 2012 23:37:37

Selv om det vel
er de færreste, der pt. tænker på opgangsfiskeri, er der fine blankfisk at
hente i åen. Jeg kom forbi ved Skolelærerens Bro netop som Arne Grynderup havde
landet en fisk på hele 72 cm. Den var blank og med løse skæl og lignede ikke en
af de nedgængere, man ellers kan træffe på denne tid. Og Arne var selvsagt i højt humør. Efter at
have foreviget fanger og fisk trillede jeg hjem men fik knap nok lagt mig på
sofaen, før Arne holdt i indkørslen med endnu en af de store. Denne gang var det
en fisk på 74 cm. og ligeledes skinnende blank og i fin form. Og den stolte
fanger grinede fra øre til øre. Om der var tale om overspringere eller tidlige
opgangsfisk kunne vi ikke afgøre, men jeg sneg mig til at aflure fluemønsteret 😉

I øvrigt havde Arne mistet yderligere en god
fisk og skræmt en af de virkeligt store…



Sommerfisk

Fangster Posted on Tue, July 19, 2011 03:32:19

19/7 kl. 01.15.
Så lykkedes det at sætte krogen i en rigtig sommerfisk: 60 cm. og knapt 5 gode pund. Den var så godt kroget, at krogen knækkede, da jeg forsøgte at vride den løs! Fik desuden en på 43 cm., som fik friheden igen.



Våd premieredag

Nyt ved åen Posted on Sun, January 16, 2011 17:40:26

Kunne ikke dy mig for at kigge forbi åen på premieredagen 16/1, selv om trangen til at fiske var begrænset, hvorfor stangen ikke kom med.

Det var godt det samme, for åen var næppe fiskbar pga. massive vandmasser, som ledte tankerne hen på en norsk flomelv. Bare det at finde åløbet i de overvømmede enge, ville have været et vanskeligt og dristigt forhavende.

Har aldrig set åen gå med så meget vand.



Next »